28 maj, 2007

Der skal være plads til andet

Så pinse lørdag kørte A'eren og jeg en tur til Varde - MG klubben afholdt Picnictur langs den vestjyske kyst - da jeg senere skulle møde min kone til fernisering hos en gammel veninde, kunne jeg kun blive indtil middag, men det fede er altså også sådan en stille og rolig køretur tidlig morgen, hvor man har tid til at køre ad de små veje vestover - vejeret var med vestjyderne, så alt i alt, en hyggelig formiddag på torvet i Varde. (det er min den turkise A'er)

Lidt racer er det alligevel blevet til, jeg er blevet færdig med at montere bagklappen - så nu render den ingen vejne - det er en ret pæn løsning med de pins jeg har købt ude i Brakker, hos Gunnar.

22 maj, 2007

Fed lak og billigt værktøj

Mine nye bremsebagplader til bagbremserne, ser rigtigt godt ud, men, og det er et stort men...malingen er blevet så tyk, at når det hele er samlet igen, og hjulene sat på, så er toleransen mellem bremsetrumle og bagplade brugt op, og hjulet sidder uhjælpeligt fast - så her en af dagene må jeg skille det ad igen og slibe malingen af igen.

Hvad har jeg ellers fået lavet? - jeg har lavet brandvæg mellem bagagerum og cockpit. Jeg har desuden fået de små lygter foran monteret, og motorhjelmen sidder fast i alle fire hjørner.

Så er jeg færdig med at bruge billigt værktøj - hullerne i motorhjelmen filede jeg op med en fin lille fil fra Harald Nyborg...shit-fil - den brækkede og det kostede en rids i den nye lak...men hvad...det bliver sikkert ikke sidste gang der skal lappes lak på den bil.

18 maj, 2007

Når bare værktøjet er i orden...

...og det er stort nok!!!!

Det er en ordentlig moppedreng, toppen der passer til sikringsmøtrikken der holder hub'en på plads på bagakslen - 1" 7/8 - men når man har det rigtige værktøj, så er alting meget lettere, hvem har ikke siddet med hammer og mejsel når lige den møtrik skal løsnes :-)

Tak for tippet, Palle - med en lidt længere bolt var løsningen på problemet med en ny gummiliste under forruden, at trække siderne det første stykke ned med en lang bolt, og så sætte den anden i - det her bliver lidt indviklet, men sagen er, at med en ny gummiliste monteret under forruden er det svært at trykke vinduesrammen langt nok ned til at skruerne i siden kan nå - men Palle løste problemet, og hvis du en gang står midt i det, så ring, og jeg forklare hvordan jeg gjorde.

Mine pins til motorhjelm er alle monteret - og de passer...præcis.

17 maj, 2007

A man gotta eat...

Jeg har egentligt aldrig her på min blog skrevet om, hvad jeg laver i den anden halvdel af min tid - arbejde, altså...ja, ja jeg ved godt det også er arbejde at lave bil, men jeg mener, hvad jeg laver for at få noget at spise hver dag.

Jeg har et grafisk firma, sammen med en kompagnon - 2a - hedder firmaet - 2a, fordi han hedder Adriansen og jeg hedder Aaen.

Hvorfor så hive det frem lige nu? - jo, en del af det vi laver er storformat print - vi har en printer der kan printe på meget store medier, derfor kunne vi bl.a. lave det store baggrundsbillede på seneste Fredericiamesse...og nu har vi altså skiftet printeren ud med en ny model.

Vi har længe savnet mulighed for at skære i de folier vi printer på, og det kan den nye printer - den kan ikke bare skære, den kan skære utroligt detaljeret - så nu bliver det meget lettere og meget flottere at lave udsmykning og reklame på min (og andres) biler.

I første omgang var det Metroen der måtte holde for - bemærk skiltet med vores firmanavn - typografien er kun ca. 1/2 cm høj - det er det jeg mente, da jeg skrev, at den skærer detaljeret.

Kik selv mere om hvad vi laver på: www.2-a.dk

15 maj, 2007

jeg bliver aldrig fortrolig med...

at bore huller i mine biler, og da slet ikke når de er malet...men det er jo her jeg lidt bliver indhentet af min uvidenhed. Jeg har jo aldrig bygget en racer før, så ind imellem kokser rækkefølgen.

Jeg skulle jo selvfølgeligt ha' boret og passet til før maling, men på den anden side, bliver opmåling og påpasseligheden så meget større.

Her f.eks - den første pin-lås i motorhjelmen - da jeg lagde hjelmen på, kom pin'en op præcis ider hvor den skal - ret fedt.

Jeg havde min søn liggende oppe i bilen, da jeg skruede sædet fast. Han skulle holde kontra på bolten, mens jeg lå - obekvemt som altid - under bilen, viklet ind i spændeskiver, låseskiver og møtrikker - sødet blev skruet fast, og øjeblikket efter, kom jeg til at se på pladsen bag sædet - der hvor jeg skulle have plads til en boremaskine, for at bore huller til sikkerhedsseleøjerne!!!!

Nå, af med sædet igen, huller, maling og på med beslaget. Og de øjer kan man hænge bilen op i! - de skal nok holde mig på plads i selen.


10 maj, 2007

Ren og skær artisteri...

Hvad er det...kunne pete van Deurs passende spørge!


















Det er artisteri med en vinkelsliber og en bukke maskine der kan bukke i 3,5 mm jernplade.

Det er til fastgørelse af sikkerhedsseler, og der er dels den øvre del, men jeg har også lavet en del til indvendig forstærknings ,å når de to plader bliver boltet fast, med karosseriet imellem, så løber jeg ingen vejne iført sikkerhedsselerne - og det er jo det der dybest set er meningen.

...og så har jeg også fået lygterne sat på!! - og det pynter.

...og det kan man stole på!

Jeg har fået en afgørelse på stolespørgsmålet.

...og det ER ok at bruge den stol jeg har. Den har ikke noget FIA stempel og har aldrig haft det, derfor må jeg bruge den til årgang F.

Jeg har fået den øverste indenfor Teknisk kontrol's ord for det er ok.

Begrundelsen er lige ud af landevejen - den er sikrere end et originalt standard sæde, som man ellers også godt må bruge, men er sædet ok, ordentligt fastgjort så er det bedre at bruge end originalsædet - derfor må jeg bruge det.

02 maj, 2007

Den fangede jeg ikke helt...

Jeg skal ha' et nyt sæde!

Nu har jeg fået svar på mine undersøgelser omkring mit racersæde. I Appendix K står der:

SÆDER: Fra periode H og senere skal sædet være FIA godkendt og følge bestemmelserne vedrørende udskiftning. Anbefales stærkt af HU til øvrige perioder. For FIA godkendte sæder anvendt i biler før periode H accepteres + 5 år på udløbsdato.

D.v.s. at, da min bil er en periode F, behøver jeg ikke at bruge et FIA godkendt sæde - så langt så godt. Men da det sæde jeg har - et Cobra - er et sæde der engang har været FIA godkendt, altså et sæde af en vis standard, men uden en udløbsdato påstemplet, må jeg ikke bruge det!!

Jeg kan derimod montere et langt farligere standardsæde, eller en campingstol for den sgs skyld, og det ville blive godkendt - hvor er lige logikken i det!!!

Så alt i alt - hvis du mangler et fedt sæde til din bil, skal du få det for 1.200,- jeg skal bare af med det!