24 juni, 2011

Når jeg nu ikke kunne...

...lave noget fornuftigt de dage jeg gik og havde ondt i ryggen, brugte jeg noget af tiden til at lave et nyt klistermærke til raceren.

Jeg fandt engang for længe siden et billede på nettet af et klistermærke der daterer sig tilbage til omkring racerens dåbsattest - 1962.

Det er Ecurie BMC Special Tuning, Abingdon jeg taler om. Ecurie står for "Team" eller som italienerne kalder det "Scuderia" og BMC Special Tuning, Abingdon giver vist sig selv.

Nå men jeg har altså lavet en rentegning, hvor jeg har gentegnet mærket, så jeg kan lave nogle autentisk udseende klistermærker til raceren.

Jeg skrev det jo for nogle indlæg siden - jeg er lidt vild med gamle skilte, logoer, klistermærker og sådan noget.

21 juni, 2011

Problemer bagfra

...nærmere bestemt fra ryggen.

Jeg har aldrig haft problemer med min ryg...og det er da udemærket, men jeg skal lige love for, at jeg fik det i fredags.

Jeg har fået et par henvendelser om, hvorfor jeg stod på startlisten, men ikke kørte.

Forklaringen er lige så simpel som den er irriterende.

Jeg løftede min kompressor op i varevognen i fredags, og øjeblikket efter kunne jeg knapnok løfte et stykke A4 papir.

Siden i fredags har jeg så konsulteret diverse gnubbende fingre, for at få ryggen iorden igen, og nu går det heldigvis meget bedre - der skulle lige et par højlydte knæk til.

Så bilen skal ikke ha' skylden denne gang.

13 juni, 2011

Pinse travlhed

Jeg har haft travlt i pinsen.

Først skulle vi lige have styr på sommerferien...det vil sige, vi havde en ide om, at vi ville sælge vores efterhånden for lille campingvogn, og købe en ny.

Begge dele fik vi gjort op til pinsen og i lørdags. Først købte vi og så solgte vi.
Købt



Solgt

Så har jeg fået hjulene sat på Metroen...datter Mie stod jo og trippede for at komme på arbejde i Legoland, så det havde høj prioritet - den ser ganske fin ud. Jeg skal vist bare ha' den sænket lidt.

En anden sidegevinst ved de mindre dæk 60 profil istedet for 75 er, at jeg nu kan ha stænkklapperne, som fulgte med bilen da jeg købte den for nogle år siden...go lir.



Nå, men det var jo egentlig Raceren weekenden skulle handle om, men den er også blevet gjort klar. Jeg kunne jo som sagt (skrevet) ikke finde andet end, at det må være udluftningen der var skyld i oliespildet.

Motoren er nu blevet pakket om efter alle kunstens regler, lagt i og har været startet.

Den er klar til Ring Djursland i næste weekend.

Resten af Pinsen vil jeg gøre som Frida (katten)

09 juni, 2011

Syn for sagen

Nå, i lørdags hev jeg så motoren ud af raceren igen, for at finde ud af hvor olien der løb ud af den kommer fra.

Selve operationen med at få motoren ud, tager efterhånden ikke lang tid.

Ude på bordet fik jeg top og bund af, men der var ingenting at se - alt er i skønneste orden. Hvad så...jeg tror faktisk Herluf (Alfaspecialisten) ramte hovedet på sømmet, da han fandt en af mine udluftningsslanger med et knæk på, så motoren ikke kan komme af med luften...kan det passe at der bliver så højt tryk inde i motoren, at den presser olien ud ved krumtappen? - Måske.

Nu pakker jeg motoren om, med nye pakninger så må vi se.

Samtidigt har jeg haft min sjældneste MG til syn. Jeg havde Metroen stående på mine ramper i garagen med et knækket udstødningsrør, og der var også et par andre småting der skulle laves før den var klar til syn. Det var jeg jo nødt til at lave inden jeg kunne få raceren ind i garagen, så jeg fik svejset et nyt udstødningsrør sammen af stumper og en næsten ny udstødning fra min reservedels Metro.

I tirsdags kørte jeg så bilen til syn, og bortset fra en forlygte der lyste lige op i himlen, men som jeg naturligvis fik lov til at skrue på plads inde i synshallen, så var der intet at udsætte på den lille bil...fantastisk, så har jeg den på landevejen 2 år igen.

For at fejre at den gik så let gennem syn, har jeg renoveret de fine Allycat fælge der fulgte med bilen da jeg købte den. De er blevet sandblæst, grundet, fået filler, malet sølv og endeligt fået et godt lag klar lak. Nu får de fire nye Yokohama 165/60 12" dæk på, og så er der da ikke et øje tørt.