17 september, 2010

En lidt træls bule

Min venstre bagskærm fik en lidt træls bule i mit rul.

Det er ikke muligt at komme til bagfra, så alternativet til at trække bulen ud, er at afmontere bagskærmen, og på en Midget er det noget bøvl...muligt bestemt, men noget bøvl.

Nu er det så heldigt, at jeg har et buleudretningssæt, som jeg af og til bruger til at rette Bilkabuler ud med - de små buler man ikke rigtigt synes det kan betale sig at rette ud. Det fungerer ved, at man limer nogle små plastik knapper midt i bulen, og med en "slide" hammer trækker man dem ud - samme vej som de kommer fra. Den helt store fordel er, at lakken ikke tager skade.

Nå, men tilbage til min bule - jeg kunne ikke få min lim til at holde på det bare metal, så jeg måtte gøre som man gjorde tidligere, nemlig svejse nogle "håndtag" på. Jeg fandt nogle små bolte, hvor hovedet passer ind i hammeren.

Resten er tålmodighedsarbejde - svejse...trække...svejse...trække - og så kommer det efterhånden til at se godt ud.

Nu har skærmen fået grunder og venter på at få sprøjtespartel, som skal vandslibes, derefter er den klar til min maler.

...og apropos maler, så fandt jeg frem til min gode ven Leon igen, efter han var så uheldig, at han måtte lukke hans firma pga. en udlejer der ikke forstod, at det var finanskrise, og konstant satte huslejen op.

Så nu har jeg igen adgang til at få bilen malet...dejligt.