03 november, 2007

Motor og nogle stumper

De sidste stumper til instrumentbordet kom med posten idag.

Jeg valgte jo at købe stumperne til "ignition" og start knap istedet for at købe et færdigt panel. Så nu skal der bare bores et par huller eller tre, så skulle lay-outet på instrumentbordet være klar.

Tilsyneladende var min motorblok i fin stand, men for at være helt sikker sendte jeg den forbi en plansliber - og selvom det ikke var meget, så bed sliberen ikke på hele overfladen i første strøg.

Det var en hyggelig ældre mand der arbejder i den tid hans efterløn tillader, der sleb den for mig. Han blev helt nostalgisk da jeg kom anstigende med min lille blok. Dem havde han lavet rigtig mange af for år tilbage. Så vi fik en go' snak, ikke mindst da han hørte hvad motoren skal bruges til. og han havde da også et par tips til ting man skal lave, for at få mere holdbarhed ud af en motor der, trods alt, bliver tunes temmeligt meget.

Han havde selv kørt rally i bl.a. en Hillman Imp, og det er jo stort set samme mekanik.

Nu er blokken glat og lige! - lige klar til at blive samlet igen.