26 november, 2007

Uden mad og drikke...

...eller omskrevet til mit sprog lige i øjeblikket - uden BMC tunerens ABC..er der ikke rigtigt noget der dur!

Jeg læser rigtigt meget i den tykke gule - jeg havde den med i Italien i sommerferien, hvor jeg læste den fra ende til anden, så jeg ved hvad der er af emner i bogen. Jeg kan naturligvis ikke huske alt i detaljer, men jeg ved hvor de enkelte ting står, og jeg ved havd der står i bogen, så skal jeg nok finde det igen.

Men altså, nu er jeg igang med at samle motoren, og male den...og jeg ved godt, at en Midget motor skal være grøn, hvis det skal være helt rigtigt, men hvad hjælper det, når der nu stor en dåse rød maling fra da jeg lavede A'eren.

Jeg har set lidt nærmere omkring problemstillingerne om ventilfjedre og spændinger af samme. Det siger sig selv, at det er en balancegang hvilken belastning/vægt fjedrene skal have. Originalt er motoren født med enkeltfjedre, groft sagt, kan man lave et fuldt ventilløft med fingrene. Når en motor så kommer godt op i omdrejninger, kan fjedernes svage spænding ikke nå at lukke ventilen før den igen skal åbnes - ventilerne begynder at "flyde".

Så kan man få fjedre med mindre diameter, der kan sættes indeni de originale, og det hjælper da noget. Man skal huske at lægge en lille ring i bunden af ventilfjedersædet, til at holde styr på inderste fjeder. Ringen kan godt undværes, hvis fjedrene er spundet hver sin vej, men hvis de er spundet ens, vil der ikke gå ret mange sekunder før fjedrene er viklet godt og grundigt ind i hinanden.

Så kan man endeligt købe fjedre af forskelligt fabrikat, hvor inder og ydre fjeder er afstemt efter hinanden - det er den sidste løsning jeg har valgt. Jeg har dog to sæt fjedre, hvor jeg i et stykke tid har gået og funderet lidt over hvilket sæt jeg skal vælge, men jeg er kommet til den overbevisning, at jeg tager det "letteste" af de to. Det gør jeg fordi, BMC A motorene let kan "overfjedres", så det eneste man opnår er, at der forsvinder for mange kræfter i motoren til at løfte ventilerne. Det udslagsgivende i mit valg var, da min nye motormand fortalte mig, at der ikke sker noget ved at ventilerne flyder. Man kan altid senere skifte til andre fjedre.

Det er meget vigtigt, at fjedrene er ens i belastning, det siger sig selv. Men hvordan efterprøver man det? - der er sikkert mange løsninger, men den metode jeg bruger er, at jeg sætter topstykket på en elektronisk badevægt, så tæt på en bordkant, at jeg kan få en skruetvinge ind under bordet, og på på en ventiltop. Så tænder jeg vægten, og da topstykket allerede står på vægten, nulstiller den incl. topstykke. Derefter skruer jeg skruetvingen så meget ned, at det er lig med max. ventilløft...og aflæser skalaen - som så skal være ens for alle 8 ventiler.

Hvis det ikke er tilfældet, kan man lægge shimringe i ventilfjedersædet.