10 januar, 2009

Et sjældent kik

Det er ikke så mange billeder jeg har lagt ud af motorens indre.

Det er jo her kræfterne skabes, og det er der jo ingen grund til at visealt frem - noget andet er så, at hvis man kikker forbi garagen, så er jeg naturligvis til enhver tid klar til at snakke tips og trixs.

Men dette billede bare for at gi et lille indblik i nogle af de ting man kan støde på, når man nærmer sig grænserne for motorens ydelse.

For at få det optimale ud af en motor, skal detaljerne være på plads, og mine nye stempler er bestilt, så de i topstillingen skal flugte med overkanten af blokken. Det gør de også - så godt og vel endda - de kommer faktisk ovenud - 3/10 mm - stikker de ovenud.

Hvad er så problemet med det? Jo, ved omdrejninger i nærheden af 7.000 vil plejlstængerne strække sig op til 6/10 mm, så det plus de 3/10 mm giver 9/10 mm, en standard toppakning er 7/10 mm tyk, så det giver et underskud på 2/10 mm, eller sagt med andre ord - stemplerne vil støde imod topstykket.

Jeg har nu et par forskellige muligheder:

1: Jeg kan dreje 3/10 mm af toppen af stemplerne.
2: Jeg kan skaffe en toppakning der er 1 mm tyk
3: Jeg kan få lavet en "decompression plate", der faktisk bare er en mellemlægsplade, der så skal pakkes med noget speciel pakningsmasse ned mod blokken, og så bruger man en standard toppakning.
4: Jeg kan forsøge mig med 2 standardpakninger oven på hinanden.

Den eneste af disse løsninger jeg ikke har helt fidus til er nummer 4 - jeg ved ikke om det kan holde, og jeg har talt med en gut hos et firma i England, der laver specielle toppakninger, og som også kan lave en decompression plate. Han vil ikke tilråde den løsning med de to toppakninger - han tror ikke på jeg kan få dem til at holde - på en standard motor måske, men ikke en motor der kommer op på 7.000 omdrejninger.

Løsning nummer 2 er oplagt, men margin er for lille - 1/10 mm fra stempeltop til undersiden af topstykket er ikke ret meget!

Det jeg vil gå efter er at tage af toppen på stemplerne - jeg skiller det hele ad igen og sender stemplerne til et motorværksted, hvor de tager toppen af værket!

Det vil, udover at give en sikker margin, jo også tage lidt af vægten på stemplerne - og det er jo ikke det værste der kan ske.

Nu skal jeg bare gå og tænke over om jeg skal tage 3/10 mm af eller om jeg skal nøjes med 2/10 mm.

Med 3/10 mm af og en standard pakning får jeg en margin på 1/10 mm, men så kan jeg vælge en pakning på 1 mm og få en margin på 4/10 mm, hvilket er fint.

Hvis jeg vælger at tage 2/10 mm af, vil jeg få en margin på 3/10 mm med en 1 mm toppakning - også ok.

Jokeren er så strækket på de 6/10 mm af plejlstængerne - strækket vil formodentligt blive mindre med de lettere racerstempler i forhold til standardstemplerne - hvilket Poul Heikendorf også bekræfter - men hvormeget mindre?

Jeg er i øjeblikket mest tilbøjelig til kun at tage 2/10 af stemplerne og så vælge en 1 mm tyk toppakning - men den skal jeg lige tykke på!

Alle der læser det her er velkommen til at byde ind med kommentarer.

Send dem evt. på ole(at)vindingvej25.dk