23 februar, 2012

1. projekt på projektet

Det er en passende lejlighed, med et nyt projekt, at opgradere værkstedet med nyt værktøj.

Det første jeg har fået ind ad døren er noget jeg har ønsket mig i lang tid - lige siden jeg for en del år siden var på svejsekursus, hvor der stod sådant et monstrum henne i hjørnet, som vi var nogle stykker der ikke kunne holde fingrene fra.

Et engelsk hjul, for dem der ikke ved det, er et stykke værktøj man kan valse komplekse kurver med - ikke blot på den ene led, men på begge - med tålmodighed kan man lave de flotteste mest indviklede paneler.

Jeg lagde nu ud med en ret simpel ting, nemlig bunden på en forskærm. Panelet er næsten kun buet på den ene led, men har dog en lille bue på den anden.

Fra flad plade og til panelet ligger der - en ret fasinerende proces - det at se den flade plade langsomt bukke sig, først i på den ene led og dernæst på den anden - tålmodigt, og mens man passer på ikke at give den for meget.

Hele tiden måler jeg med resterne på skærmen, at panelet kommer til at passe.

Jeg har så efterfølgende lavet en prøvemontage, og selvom bilen er meget rusten, så passer skærmen ret perfekt.