04 februar, 2012

Nyt projekt...med streg under projekt

Man kan lave en vinder bil, men man kan også lave den bil man gerne vil køre i!

Jeg har nu i ret lang tid gået og spekuleret i, hvilken retning mit race skulle dreje - skulle jeg købe en Ginetta G4, som er en absolut vinderbil, skulle jeg prøve at køre Formel VEE?

Men ligegyldigt hvad jeg har kikket på, føles det som lidt af et bedrag mod det jeg bedst kan li' - en MG.

Så kunne jeg jo begynde at lave en MGB, ligesom alle de andre gør, men jeg kunne også kikke i retningen af den MG der for mig at se, er den fedeste bil - en MGA.

Jeg må indrømme, at hver gang jeg tænkte i retningen af MGA'en, så var det bare det rigtige.

Man kunne så med rete spørge sig selv, hvorfor overhovedet en ny racer? - Svaret på dette ligger i et ønske om, at komme ud og prøve at køre på nogle af de større motorbaner, og der må jeg nok erkende, at Midgetten kommer til kort med den lille motor.

Men uanset hvilken undskyldning jeg læner mig op ad, så er der kommet et nyt racerprojekt i garagen, eller det vil sige, jeg har ikke hentet den endnu.

I min kikken rundt omkring efter et egnet projekt, faldt jeg sidste år over det projekt Kurt Søgård har haft stående i en del år. Kurt har, viser det sig, haft nøjagtigt de samme tanker om en MGA som jeg så har haft, og han har i mange år samlet sammen til projektet, så de fleste af stumperne - mange af dem ihvertfald - er der.

Jeg har simpelthen overtaget Kurts projekt...og at det er et projekt med en vis horisont, fremgår vist tydeligt af billederne.

...men lur mig, jeg skal nok nå i mål.