20 januar, 2008

Ok...jeg valgte så hjælpemidlerne

...og i kom den. Efter lidt besvær med hvordan de forskellige småting skal vende, ligger den der.

Jeg lavede et ophæng med en talje, så jeg kunne styre gearkassens højde i forhold til motorblokken, og så gik det egentligt ret let.

Det næste jeg var spændt på var, om KN-luftfiltret kunne være under hjelmen, jeg synes det så ud til, at det sad meget højt, men heller ikke her er der problemer - der er masser af plads - 2-3 cm.

For første gang fik jeg så et blik på, hvordan bilen kommer til at ligge i højden, og det ser fornuftigt ud.

Sidste weekend var jeg til udvalgsmøde i MG klubben. En af de ting vi talte om var, hvordan vi kan gøre klubstanden endnu mere tillokkende, og vi snakkede om, at det kunne være sjovt at lave et "værksted" på standen. Enden på det er blevet, at jeg flytter raceren til Fredericia den weekend, så finder jeg et par ting at lave der. Jeg har f.eks. en ide om, at jeg vil bytte olien ud i de forreste støddæmpere, jeg vil gerne have dem gjort stivere ved at fylde viskositet 2 i dem. Jeg har så alieret mig med Palle, Team Midget Racing; som sædvanligvis er med på messen meget af tiden. Han vil kunne svare på spørgsmål om historisk race generelt.

...det skal nok blive en sjov weekend