28 april, 2009

Mens jeg venter på køligere vejr...

...ihvertfald i motoren.

Jeg afleverede min køler i sidste uge, og skal hente den imorgen.

Der var 3 forskellige elementer at vælge imellem, en standard, en der har 18-20% bedre køling og endeligt den jeg valgte et element bygget til race, som har den mest optimale køling, via en super gennemstrømning. Det bliver spændende at se hvad den kan.

Men så er jeg jo også ved at løbe tør for projekter på raceren - den står og små glæder sig til næste løb.

Indtil det bliver tid for løb, skal jeg jo ha' et eller andet at gi' mig til, så jeg har kastet mig over min MG Metro.

Jeg har længe, sådan i baghovedet gerne ville ha' en B GT'er til daglig bil, men dels er økonomien ikke rigtigt til det lige nu, og dels stod jeg også og kikkede på Metroen forleden - og det er jo egentligt en lidt speciel og sød bil - der er ikke mange af dem tilbage.

Den trænger efterhånden til en kærlig hånd. Der er lidt rust hist og her, men hvor slemt det stod til, vidste jeg faktisk ikke.

Så i mangel af projekt, gav jeg mig til at tømme bagenden af bilen.

Som det måske kan ses af billederne, er den ualmindelig fin i metallet - der er en smule overflade rust et par steder, hvor tidligere ejere har svejset et par lapper i, men efter fem minutter med en roterende stålbørste, var jeg inde ved klar metal.

Jeg tror bilen har været rustbeskyttet fra ny - alle hulrum sejler af Pava, og der er altså ikke meget tæring nogen steder.

Så...jeg har besluttet at gi' Metroen en omgang.

Først laver jeg karossen, sliber, laver det rust der skal laves, spartler og sprøjter den og monterer den op igen - dernæst eller indimellem skal motoren også ha' en tur. Jeg vil gerne ha' motoren opgraderet en smule. Det skal være så man kan køre i den til dagligt, men den må godt få lidt flere kræfter.

Jeg vil lave det hele selv incl. maling, så jeg maler den ikke sølvfarvet igan - sølv er en l.... farve at male, for det første er den svær at styre, og dernæst skal den ha' klar lak ovenpå, og det er heller ikke let at styre.

Derfor har jeg besluttet at den skal være teamfarve - den skal naturligvis ha' samme farve som raceren, og med den samme type hvide stafferinger.



Mit store flotte MG logo på køleren sad godt fast - da jeg tog det af, havde jeg ikke fået det varmet nok op, så det tog den klare lak med af. Så kunne jeg jo lige så godt slibe den og gøre den klar til grunder.


Så fik jeg en mail fra København idag - det var fra Holly's nye ejer - Holly den skrappe Midget jeg hentede i England for 1.5 år siden.

Den har det godt, og opfører sig fint. Der er naturligvis altid noget at lave på de gamle biler, så den har fået en ny kobling. Det er klart, at der er et større slid på koblingen, når motoren er en lille hidsigprop.

Men dejligt at høre den har det godt - og at den nye ejer er glad for den.

...og så sendte han dette hyggelige billede med af Holly