28 maj, 2012

Halløjsa for en vridemaskine...

Man skal ikke lægge sig ud med HMS...man skal ikke lægge sig ud med HMS.....her

Hvad er det så uenigheden drejer sig om?

HMS som jo er den toneangivende forening der styrer den historiske motorsport i Danmark, har lavet en ny politik for betaling for løb. Bundniveauet er forhøjet.

Det kan i og for sig være ok, men jeg har det bare sådan, at jeg bryder mig ikke om, at få noget trukket ned over hovedet. Beslutningen som så er ført ud i livet her første gang til løbet i Padborg, går ud på at alle skal betale mere (100 kr. plus moms - så det er ikke beløbet jeg anker over) og det skal alle betale mere så vi alle kan stå på asfalt i depotet, og dem der kommer med autocampere, de får dem gratis ind.

Så er det jeg spørger mig selv om, hvad får jeg ekstra for det der er til "alles bedste" som Tommy Kjær kalder det i hans indlæg - indenting, synes jeg. Jeg har altid stået på asfalt i Padborg (landingspladsen - af en eller anden grund kalder HMS det for græs - men det er lige så hårdt som asfalt), og hvorfor er det til alles bedste, at jeg skal betale for dem der kommer med autocampere kan komme gratis ind?

Jeg synes det er mere fair, at man skal betale for det man vil have. Grundniveauet med en plads på græs er helt ok for mig. Hvis man så ønsker at stå på asfalt, så betaler man et eller andet for det, og hvis man vil ha' en autocamper med ind, ja, så betaler man for den.

Så forstår jeg heller ikke, hvordan det kan være at det er så forholdsvis dyrere at lave et baneløb for biler sammenlignet med motorcykel - der skriver Frank godtnok, at han mener det er fordi der er forskel på forsikringerne i forbindelse med arrangementerne - men der er altså 1.000 kr i forskel, så det er en dyr forsikring.

Jeg synes alt i alt ikke det er en rigtig fordelingspolitik - jeg kaldte det "socialdemokratisk fordelingspolitik, og det er måske det der er faldet nogen for brystet - det ved jeg ikke.

Hvis du har været inde på HMS via linket tidligere, har du nok bemærket, at jeg har slettet mine indlæg. Hvorfor har jeg nu gjort det?

Når en indlægsholder som Tim, som jeg ellers altid har anset for at være en fornuftig fyr, begynder at skrive at jeg kalder nogen "inkompetente og røde lejesvende" så er det en fordrejning af mine ord, som jeg ikke vil være med til.

Så får den hele armen fra Carsten Warnich - hele hans svada vil jeg ikke kommentere, men han stiller det helt konkrete spørgsmål - hvordan jeg kan være formand for en mærkeklub? - Kære Carsten, det kan jeg fordi vi i MG klubben er modtagelige for argumenter. Hvis vi tager en beslutning, og der er gode argumenter eller general modstand mod den, så er jeg (og heldigvis også den øvrige bestyrelse) villige til at se på det igen, og lave beslutningen om.

Jeg tror, vi i MG klubben er noget mere åben for kritik/diskussioner end HMS.

Som jeg har skrevet i overskriften, er jeg havnet i noget af en vridemaskine, men you can't win'm all.

Var det det værd?...næææ, sikkert ikke

22 maj, 2012

En hård fødsel...

Weekenden 19. - 20. maj var tiden for første løb for “the Green Midget” i 2012. Tid til at finde alt det mobile værktøj frem igen, for ikke at tale om alle de øvrige ting fra kaffemaskine til telt og stole, borde m.m. Der er rigtig mange ting der skal pakkes for at få sig dækket ind.

Vejrudsigten blev tjekket - den så forholdsvis god ud. Lørdag med en smule regn i byger, mest formiddag. Søndag lovede godt varmt og tørt vejr.

Med varevogn og trailer pakket til bristepunktet gik turen mod Djursland fredag middag. Det er godt planlagt, med en fridag før, så der er godt tid til at få husket at få det hele med - og få handlet noget mad.

På trods af god tid, havde jeg naturligvis glemt et par småting, men det begrænsede sig til paptallerkner og bestik - og da ryttergården er fyldt med gode venner, var jeg sikker på det ikke var noget problem.

Ankommet i ryttergården, går den første tid med opstilling. Mine nye dekorationer, billeder og ikke mindst sponsoreksponering virkede fint.



Fredag aften går altid med ren hygge kørerne imellem - at man er skarpe konkurrenter på banen hindrer ikke, at vi griller og hygger sammen i ryttergården - og ikke mindst hjælper hinanden, hvis der er problemer med bilerne.

Lørdag morgen 10.40 - tid til første tidtagning. Det er længe siden jeg har kørt - ikke siden oktober sidste år. Jeg sluttede sidste sæson af på Jyllands Ringen, med nogle rigtig gode løb, og det var stemningen fra det, jeg forsøgte at
genkalde, da jeg trillede ud på banen. Men uanset jeg var sat op, følge jeg mig lidt “rusten”. Bilen har fået en ny kobling, og den var jeg ikke helt gode venner med. Det tar noget tid at vende sig til den - et nyt koblingspunkt, og ikke mindst en helt anden måde at koble ind på - meget mere kontant.

Omgangstiden bar også præg af mit besvær med at komme igang. Jeg har også altid haft lidt svært med at sætte mig op til tidtagningerne. Jeg bliver noget skarpere under løbene.

Der er laver nye opdelinger af klasserne i år, så jeg kører i 65-2 klassen, biler op til 2,0L - det giver nogle udfordringer med Volvoer, Alfaer m.m. der alle er hurtige biler.

Resultatet af første tidtagning giver en startplacering som 20 ud af 25 biler.

Jeg var klart utilfreds med min første tidtagning, så da vi gjorde klar til 2. tidtagning, var jeg opsat på at kører noget stærkere. Efter første tidtagning har jeg vendt bilen med forenden ind i teltet, så det ikke bliver fyldt med udstødningsgas når jeg starter bilen. Jeg starter bilen op, og sætter den i bakgear for at køre ud.........og der sker bare ingenting - bilen rører sig ikke ud af stedet. Jeg forsøger at sætte den i 1. gear - samme resultat - gearkassen giver igen problemer. Igen fordi jeg ved klargøring af bilen har haft fat i gearkassen 2 gange.

Ligemeget hvad jeg gør, kan jeg ikke få den i gear, så lidt slukøret må jeg gå op og se de øvrige køre tidtagningen. Det medfører selvfølgeligt en masse spørgsmål fra mine konkurrenter at jeg ikke kom ud til tidtagningen, og snart ved alle, at jeg har problemer. Her viser den hjælpsomhed der hersker blandt kørerne sig med det samme - Palle Rühe, der også kører MG Midget har en ekstra gearkasse med i varevognen - den kan jeg låne hvis jeg vil. Andre tilbyder værkstedsfaciliteter i Århus - der er ingen grænser for hjælpsomheden.

Efter jeg havde gået og tygget lidt på det, valgte jeg at køre hjem og forsøge at lave min egen gearkasse - dels lød det ikke somom der var sket noget med indmaden, så det burde være noget der kunne løses, og dels var jeg ikke vild med at køre med en fremmed gearkasse - mest hvis jeg kørte den istykker.

Kl. 17, satte jeg kurs mod Vejle, og kl. 20 stod jeg på værkstedet med skruetrækkeren på første skrue. MG’en er konstrueret så man ikke kan få gearkassen ud uden at tage motoren ud også, så det var bare at gå på med krum hals og få det overstået.


Problemet viste sig, at være en lille skrue der holdt bakgears skifteaksel fixeret var brækket, med det reslutat, at da jeg satte bilen i bakgear, drejede akslen bare uden at sætte bilen i gear, og gearakslerne er konstrueret så man kun kan bevæge én af gangen -derfor kunne jeg ikke sætte den i gear.

Kl. 2 natten til søndag var problemet løst og motoren var tilbage i bilen, og jeg gik i seng.

Søndag morgen tidligt var jeg igen på vej til Ring Djursland.

Mit trækdyr - dieselvarevognen valgte naturligvis at gøre knuder på vejen, så jeg ankom kun lige tidsnok til at læsse raceren af traileren, få noget kørertøj på, og køre op til oplining til 1. heat.

Jeg kan med det samme mærke, at der er “skud” i bilen, og allerede på de første omgange får jeg kørt nogle placeringer ind - men det er hårde odds. Jeg ender som nummer 7 i vores division. 3. hurtigst (ud af 5) af os der kører i ens biler - MG Midgets og en enkelt Austin Healey (Frø).

2. heat, hvor jeg starter som allerbagerste bil, da jeg ikke har sat nogen kvalificeringstid om lørdagen. Jeg er virkeligt opsat på at der skal køres op gennem feltet, og allerede i de første sving kører jeg forbi de 2 Midgets der ligger tættest, og jeg kan se op til den lille “Frø”.

Omgang for omgang får jeg mig kørt tættere og tættere på “Frøen”, samtidigt med jeg lægger en smule afstand til de 2 Midgets. Helt tæt på “Frøen” laver han en kørefejl, som jeg kan udnytte til at komme forbi - og jeg ser ikke Johan resten af heatet. Så i 2. heat var jeg næsthurtigste af MG/AH’erne - og 5. i divisionen.

En stor tilfredsstillelse at bilen fungerede perfekt med den optakt.


Klar til start



Kort efter start i 2. heat - startede allerbagerst


Fedt billede med 3 næsten ens biler



Så er jeg ved at have fat i Johan i “Frøen” -efter en kører fejl kommer jeg forbi jeg forbi

Tilsidst vil jeg gerne takke John Enevoldsen for de fede billeder.