26 juni, 2008

Der er jo ikke...

ret lang tid til Københavns Grand Prix.

Jeg kom til at kikke på en kalender idag - og når man trækker sommerferien fra, så er der ca. 14 dage til løbet.

Og jeg har en del jeg skal ha' lavet. Jeg har skiftet karburator, og jeg er gået igang med at lave en ny udstødning. Jeg har et stykke tid haft mistanke om, at min udstødning er for lille i diameter. Så jeg bestilte en såkaldt RC40 potte i England. Den havde Palle med til Djursland, og jeg har idag købt de stumper og rør der udgør resten.

Så jeg har hevet den gamle udstødning af, og er ved at tilpasse manifold og ophæng til den nye og noget tykkere udstødning.

Nu står weekenden så på MG klubbens 35 års jubilæum - jeg deltager lidt på frihjul, jeg skal lave billeder til bladet, og så spiser jeg med lørdag aften til festmiddagen.

Søndag vil jeg nok kunne få lavet udstødningen førdig

Lidelsesfælle

Min lidelsesfælde udi det med at kunne li' de her gamle biler, Gorm Albrechtsen, Motorjournalist på Vejle Amts Folkeblad og ikke mindst fører af en Studebaker, har skrevet et fint stykke om den grønnes weekend på Ring Djursland.

Gorm har en speciel passion for Ring Djursland, idet han i sin tid var med omkring etableringen af banen.

Se siden her

24 juni, 2008

Ring Djursland

Nu er det vist på tide, at jeg får lagt noget ud om weekendens race.

Fredag eftermiddag satte mit faste Pit-crew (min datter Mie) og jeg kursen mod Djursland - den nye trailer var pakket og fungerer perfect.

Vel deroppe fik vi hurtigt fundet os en lille plet på græsset til vores gear. Som jeg gjorde i Padborg, satte jeg mig med det samme i bilen og kørte til teknisk kontrol. Der var laaaang kø, men en frisk HMS fyr tog handsken op, og lavede kontrollen ned gennem køen udenfor det telt kontrollen ellers foregik - weekendens øvrige klasser SSC f. eks. tog rigtig lang tid i teltet, men på den her måde var kontrollen hurtigt overstået - og igen gik bilen glat igennem - herligt.

Fredag aften stod den på grillmad sammen med Team Midget Racing og Alfa gutterne Frank og Jacob - en rigtig hyggelig aften.

1. tidtagning lørdag var det hæderligt vejr, men nogle tunge skyer hang ind over banen, så jeg var godt klar over, at det var bare med at komme ind og gi' den gas med det samme inden banen blev våd.

Så snart vi kom ind lagde jeg fra land det bedste bilen kunne - først en omgang for lige at finde ind i banens rytme. Det er den bane jeg har kørt allermest på, så jeg kender den ret godt, og ved nogenlunde hvordan den skal køres.

Jeg prøvede allerede på 2. omgang at sætte en tid, og godt det samme, for lige da jeg kørte over målstregen lød der et højt smeld fra bilen og al trækkraft forsvandt. Det lød så højt, at flere på tribunen kunne høre det, og efterfølgende kom for at høre hvad der var sket. Men der var ikke andet at gøre end at køre ind til siden og vente på at 1. tidtagning og regnen var slut.

Det viste sig at være en lille tværaksel i differentialet der var brækket - heldigvis havde jeg et reserve difff. med - dog uden spær, så det var bare med at komme igang med at skifte det.

Differentialet blev skiftet, og bilen var klar til 2. tidtagning, hvor banen var noget våd og tiderne derfor lidt langsommere.

Palles tider kan jeg ikke præstere - han er omkring 6 sek. huurtigere pr. omgang, så der er stadig plads til forbedringer, men det jeg allerede har lavet siden Padborg, har hjulpet - bilen kører godt, og de tider jeg satte i tidtagningen var da gode nok til, at jeg skulle starte med 9 biler bag mig i 1. heat og 4 i 2. heat. Den dårligere tid i 2. tidtagning tillader jeg mig at undskylde med, at min udgangsfart af svingene er meget dårligere uden spærring i differentialet - det inderste hjul spinner lystigt når vægten smides ud på de yderste hjul.

Søndag morgen kunne jeg høre to ting - dels regnen på taget af bilen - jeg sover inde bag i varevognen - og dels Palles jublen over regnvejr. Min uvidenhed gjorde, at jeg ikke var helt enig med ham - jeg syntes det var lidt træls - jeg skulle senere skifte mening.

Vi rullede ned til pitten - mit pitcrew og jeg - Mie siddende bag på bilen med en paraply ind over mig, så jeg ikke blev gennemblødt inden start.

Det stilnede dog lidt af inden vi rullede ud på banen til en opvarmningsrunde, men banen var meget våd.

Vi blev linet op og lyset blev slukket.

Jeg fik ikke den allerbedste start, men jeg holdt den lille TVR bag mig rundt i første sving, og det var det vigtigste, da han var min direkte konkurrent i division A1, som vi kører i.

Efterhånden som omgangene gik, og jeg oplevede, at jeg kunne holde trit med hurtigere biler, gik det op for mig, hvorfor Palle var så glad for regnvejr - Midget'en er en fed bil at køre i under de betingelser - jeg kunne mærke lige nøjagtigt hvornår den begyndte at drifte i svingene, og en lille korrektion på rattet fangede den igen.

Det var den fedeste oplevelse af alle, og jeg er ret vild med bilens egenskaber. Nu skal den bare ha' lidt flere kræfter.

1. heat endte med en 2. plads - enten kørte de øvrige A1'ere af banen eller de var bagved - undtagen Palle, der tog en overlegen sejr - han kører godt og hurtigt - Palle.

2. heat var banen tørret lidt mere op, og det kneb med at holde TVR'en. Jeg var ellers kommet igennem 1. sving foran ham, men han smuttede indenom i trafikken, og jeg endte derfor på en 3. plads, men nok til en samlet 2. plads i vores division.

Alt i alt en fin weekend og jeg vil gerne takke dem der kikkede forbi i løbet af weekenden - der er hyggeligt, at I kommer ud og får en snak.

Billederne er taget af Mie

17 juni, 2008

Skarp planlægning

Det har været lidt hektisk på det seneste.

Det begyndte egentligt i sidste uge, da jeg dels skulle igang med at lave juli-nummeret af MG-bladet, men så havde jeg også agt ja til at gi' et af klubbens medlemmer en hjælpende hånd med hans bil.

Leif Pauli havde i længere tid haft problemer med at hans bil ikke gik ordentligt - dels havde den en masse eftertænding, men den havde også nogle kraftige udsættere. Hvor dejlige vore biler end er, så er der ikke noget så irriterende, som når de ligefrem går dårligt.

Det viste sig, at bilen havde ikke lige tænkt sig at gi' sig uden kamp, så først efter at have prøvet forskellige muligheder, fandt jeg frem til at den var gal i strømfordeleren. Heldigvis havde jeg én liggende, som jeg kunne ta' nogle stumper fra, bl.a. den lille stelledning, som det viste sig havde været i klemme på et tidspunkt - nok til at den ikke gav den strøm den skal.

Med den skiftet og i samme omgang skifte et par andre småting i strømfordeleren, fik piben, eller bilen, en helt anden lyd.

Efter den øvrige justering af tænding og diverse, spinder bilen igen som den skal - så selvom bilen er af ældre dato, skal man ikke finde sig i, at den ikke går ordentligt.

Ind imellem er jeg også blevet færdig med MG-bladet. Det er afleveret til tryk og omdeling.



Idag skal jeg så med en bekendt - og kommende medlem af MG klubben - afsted til Viborg for at se på en A'er.

Vi har været afsted før, men det er ikke lykkedes os at finde lige den rette bil. Men idag er der en god chance for vi får en bil med hjem. En meget fin A'er skulle ankomme til Viborg fra havnen i Århus omkring middagstid. Hvis den lever op til forventningerne, så får vores kommende medlem en meget fin A'er.

Nu skal jeg ikke opkaste mig selv til et eller andet orakel, men jeg ved lidt om diverse MG'er, og jeg synes det er en rigtig go' ide, at en mand som gerne vil ha' en MG, henvender sig efter råd og vejledning FØR han køber en bil.

Nu må vi se på bilen - sidst vi var afsted, var det bare ikke godt nok - pris og kvalitet hang ikke sammen.



Imorgen hedder det så endeligt racer igen - the Green Midget skal gåes eginnem, bremser skal serviceres, der skal toppes op med olie diverse steder, og alle skruer og møtrikker skal spændes efter. Det er en ny bil, og det er vigtigt lige at holde øje med at de vitale skruer sidder som de skal - så det skal gøres inden fredag, hvor det igen går afsted til løb - denne gang på Ring Djursland - fedt!!!

07 juni, 2008

Det var et lille operativt indgreb...

Det tog jo ikke så lang tid - når først man har det rigtige værktøj. F. eks en luft-vinkelskærer, med en lille skæreskive. Den går lige igennem metallet som smør.

Men hullet blev skåret - tjekket for størrelse, at karburatoren går i og ud uden problemer.

Det er altid en god ide, at starte med en skabelon i pap, når man skal lave et eller andet panel ,afdækning eller hvad det nu er man skal lave i aluminium eller jern. Når først papmodellen er passet til, er det et let stykke arbejde at overføre skabelonen til metallet, og skære pladen ud.

I dette tilfælde passede den perfekt første gang, så det var bare lige at beskytte de rå skæreflader med rustbeskyttelse, bore huller og blindnitte det nye hjørne på plads.

Det hedder iøvrigt nu ikke pop-nitte længere, det hedder blind-nitte!!! - det er fordi jeg har købt nitterne i Harlad Nyborg, og popnitter er et beskyttet varemærke, så Harald Nyborg har været nødt tilat finde et andet navn!!! - Så blev jeg så klog!!!

Lang og lige!!!

I min quest efter mere power har jeg købt en ny manifold. Jeg har flere gange skrevet om, at jeg godt ved at den jeg havde monteret ikke var optimal til det jeg skal bruge den til.

Men nu går den altså ikke længere.

Der er en del tilpasning til den nye manifold, som er 6" lang. Jeg skal ha' skåret et hul i i inderskærmen, så tragten kan være der, og det skal naturligvis være så dybt, at jeg kan tage karburatoren af og på.

Det er så meningen, at jeg laver en afdækning i aluminium, så alt skidt der bliver smidt op fra hjulet ikke ryger direkte ind i motoren.

Jeg har hele weekenden - jeg skal ikke lave andet, så det er fedt. - Men det skal også være nu, for i næste uge er det tid til at lave blad igen!

På det ene billede har jeg streget op der hvor der skal skæres.

02 juni, 2008

Her er så the Green Midgets nye transport

En lukket transport er så langt at foretrække - nu var det fint vejr i weekenden, men i tilfælde af regnvejr er det her vist bedre.

Skulle du stå og mangle en trailer som denne, så kan den lejes udenfor raceweekender.

Der er fuld ståhøjde og mulighed for både gasblus og hængekøje :-)

Godt vejr - hyggelig weekend...men

Så er første weekend til race forbi - det har været en sjov weekend, fyldt med godt og hyggeligt samværd med nogle af de øvrige "petrolheads".

Vi - min datter Mie og jeg - ankom til Padborg Park fredag aften, lidt senere end egentligt planlagt. Jeg havde regnet med at komme så tidligt, at jeg kunne køre til den berygtede tekniske kontrol mens forretningerne endnu havde åbne, så jeg evt. kunne køre ud og skaffe stumper, hvis nu bilen af en eller anden grund ikke skulle blive godkendt, og hvis det det var noget der var muligt at lave på stedet.

Vi kom også tidligt afsted fra Vejle, men da vi kom syd for Kolding og jeg sad og tænkte igennem hvad jeg havde læsset i bilen, kom jeg i tanke om, at jeg ikke havde taget mit køretøj med - jeg havde lagt det, så jeg var sikker på, at jeg så det som det sidste inden jeg gik ud af huset, men jeg fik det altså ikke med. Vi måtte vende om, og sad naturligvis i kø de sidste 5 km inden Vejle Fjord broen.

Ca. halvanden time efter vi vendte om, var vi tilbage i Vejle - fedt!!!!

Nå, men tilbage itil Padborg - vi fik os slået ned tæt på Palle, Jacob, Herluf og Frank (Alfa-hannerne) - det vil sige Herluf holdt oppe syd for Ribe med en varevogn uden kølervand - men han ville dukke op senere på aftenen.

Jeg skal lige benytte lejligheden til at sige de gutter tak for weekenden - vi blev meget fint modtaget, med hjælpsomhed og gode råd hele weekenden - det var super hyggeligt.

Kort tid efter vi havde kørt bilen af traileren, tænkte jeg, at jeg jo ligeså godt kunne få den her berygtede TK overstået - og der var ingenting - de kikkede bilen igennem, og så var den godkendt! - det var det!

Tilbage til Palles hyggehjørne stod den på grillmad og "løgnehistorier" indtil det var tid til at gå i seng.

Lørdag var det tidtagning - to af slagsen.

Det var med lidt sommerfugle i maven, at jeg trillede ud på banen, det indrømmer jeg gerne. Indtil da, havde bilen nok kørt omkring 2-3km ialt, så nu skulle den stå sin første prøve.

Det gik ikke helt efter forventningerne - den begyndte ret hurtigt at lugte af benzin - og jeg kunne ikke lokalisere hvor lugten kom fra, så efter få omgange kørte jeg ud.

Det viste sig, at det var en udluftningsventil, hvor der var revnet en gummipakning. Jeg fik sat en lang slange på, og løftet ventilen længere op. Så var det problem løst.

Anden tidtagning gik bedre, men jeg kunne med det samme mærke, at jeg ikke har de kræfter i bilen, som f.eks Palle har og det er her "men'et" fra overskriften kommer ind - jeg mangler ca 12 sekunder pr omgang. De 4-5 stykker er sikkert chaufføren, men de sidste er manglende kræfter.

Jeg nåede også lige at få den vistnok mindste bule der er uddelt i race i nyere tid. En af Cortinaerne fejlbedømte min hastighed ud af et sving, og pillede mit ene lygteglas af, og lavede en bule på størrelse med en én-krone.

Det var mere ærgerligt for ham selv, for han lavede bulen ved hjælp af en lejet transponder, som han så naturligvis efterfølgende skulle erstatte.

Dem kan jeg så gå på jagt efter her efterfølgende. Jeg er faktisk allerede idag gået igang.

Som eksempel på den hjælpsomhed jeg mødte i Padborg kan jeg fortælle, at Herluf kom over og kikkede på min karburator, og med det samme konstaterede, at der var vand i. Han hjalp med at skille den ad, gav råd om, hvordan jeg skulle rense den helt i bund - den ligger lige nu i "fortynder" der er det bedste til at tage de urenheder der sidder i kamrene.

Benzin tanken har jeg skruet ud, den ligger nu ude i solen, for at fjerne det vand der er i den - hvis det ikke er nok, skal jeg ha' en ny tank.

Nå, men mine manglende køreevner kombineret med en langsom bil gjorde jo så, at jeg startede i søndagens første heat i den tunge ende af feltet - sidst for at være mere præcis, men hvad der skal jo holde en bil som den sidste - og et eller andet sted er det også i orden. jeg er "rookie" i det her game, og bare det at være kommet så langt synes jeg er tilfredsstillende - når jeg tænker på, hvordan bilen så ud da jeg købte den for 1,5 år siden!!!

Starten gik, og jeg kan bare ikke få den til at tage gassen, så først efter langsiden er tom, kommer der gang i skidtet, og jeg kommer afsted, blot for at udgå med en knækket speederfjeder på 3. omgang.

Andet heat søndag, var en lille smule bedre - jeg startede ikke sidst, men 3. sidst - man skal lære at tænke positivt!!!

Vi kommer afsted, bilen kører fint - Herlufs rensning har givet resultat, så bilen kører fint heatet igennem.

Det kræver meget koncentration, at hele tiden orientere sig omkring hvad der kommer af biler hvor - men det er også skide skægt.

Og selvom det måske er på en billig baggrund - to udgåede biler - så bare det, at jeg kom i mål, gav da en 3. plads i A1 - så......det!!!

Nu går jagten så ind på flere "heste", for dels ligger det ikke lige til mit temperament, at bare finde sig i at ligge bagerst, og dels er der nogle ting der ligger lige for - indsugningsmanifold f.eks - den jeg har er ikke god nok, så jeg har bestilt en ny i England.

Sådan er der nogle ting jeg kan gøre umiddelbart, så må jeg se hvor langt jeg kan komme.