27 maj, 2008

Den kom i hus

Jeg fik min nye frontrude igår aftes, og idag har jeg fået den monteret.

Så mangler jeg bare at få monteret mine nye pakninger mellem weberen og manifolden. Faktisk er det lidt imponerende, at jeg bestilte pakningerne hos en gut i England torsdag i sidste uge, betalte dem over nettet, og havde en lille kuvert med varene igår - mandag.

Rigtigt monteret, tar de en stor del af vibrationerne, der ellers forplanter sig fra motoren ud gennem manifold og til karburatoren.

De sidste småting laver jeg iaften, så har jeg et par dage til at pakke - et større cirkus...tror jeg, for hvad skal man ha' med? Og hvad kan man undvære? Det har jeg ikke erfarring nok til at afgøre, og hvad gør man så...man tar det hele med!!!

22 maj, 2008

Det ruller...

Jeg har været på rullefelt idag, og modsat sidste gang, var målingerne idag positive.

Jeg kørte imorges ned til Niels Aage - NAaK Trimning i Gjerndrup. Niels Aage har kørt mini i mange år, og som han siger - "Jeg var ikke så god til at køre bil, så jeg måtte bare køre stærkere!!"

Efter tænding, benzinblanding m.m var eksperimenteret på plads, begyndte målingerne at komme deropad!

Alt i alt var det tilfredsstillende, med plads til forbedringer. F.eks skal jeg have skaffet nye pakninger mellem karburator og manifold - der bliver forplantet formange rystelser ud i karburatoren.

Det andet jeg er skal have fundet er en "svanehals" manifold istedet for den "tubaformede" jeg har - snoningen er simpelthen for voldsom.

Men det er noget der er til at tage og føle på. Det vigtigste er, at motoren går som den skal og er der hvor den skal være - alt fra nu af er bonus.

Så er det bare et spørgsmål om manden kan styre bilen!


Det er hårdt arbejde at være på rullefelt - så nu får den lige lov til at stå på traileren og puste ud (7.500 omdrejninger er ikke hverdagskost for sådan en lille elastik) - så bliver al olie skiftet - i motor, i gearkasse og i differentialet, det sidste efter jeg har fået monteret "spær" - så endeligt et tjek af sporingen og jeg er klar!

...og dog, jeg har jo hørt fra Palle, at vi skal køre med laminerede ruder - jeg har bestilt en, men om den når frem ved jeg ikke. Jeg må håbe på, at jeg får lidt respit af TK.

Tilsidst vil jeg ønske go' bedring for Niels Aage - han er på vej til at blive bedre ovenpå hans sygdom, det er en sej kamp. Men se nu at blive rask, jeg har ikke pumpet dig for det sidste tip endnu!

19 maj, 2008

Det bedste værn mod regnvejr er en paraply...

for hvis du har en paraply med, så regner det ikke.

Nogenlunde det samme må gælde for en racerbil. Hvis du har regnvejrsgear med, så holder det tørt.

Derfor er jeg ved at rigge en tonneau til, så den passer ned over styrtbøjlen, og permanent åben i førersiden. Så når jeg tager den med til Padborg Park, så bliver det fint vejr!!!

Jeg har fået sat transponderen i - det er godtnok den opladelige type, men det var hvad jeg lige kunne få fat på. Jeg ladede den helt op, og den kan sende uafbrudt i fem dage, så mon ikke det er ok - bare man husker at lade den op. Alternativt sætter jeg laderen i, med permanent strøm på - laderen gir nemlig 12v, så mon ikke det skulle kunne lade sig gøre.

Ellers er det rent fedtspilleri - jeg er rastløs nu - så nedtællingen til Padborg kan kun gå for langsomt.

Så lægger det jo også pres på forventningerne, at der er flere der har meldt deres ankomst som tilskuere - gad vide om man kan købe grønne røgbomber - jeg mener det vil ligesom sætte fut i tilskuertribunen med noget Green Midget - røg :-)



18 maj, 2008

the Green Midget on display

Lørdag havde vi en hyggelig dag på Pottemagervej i Vejle.

Vi havde inviteret til bagagerumsmarked, og vi havde inviteret alle med ældre og gamle biler til at dukke op.

Og selvom der naturligvis ikke kom ret mange fra MG klubben, når man vælger at lægge to arrangemnetsdatoer på samme dag!!! - så var det velbesøgt.

Det skal laves om til næste år.

Mange fine biler lagde vejen forbi i løbet af dagen af forskellige typer.


15 maj, 2008

jacta est alea...

...eller måske rettere - brevet er sendt, og den første tilmelding er på vej til sekretariatet.

Jeg har tre ting jeg vil have lavet inden første løb.

1. Bilen skal spores
2. Jeg skal have installeret det LSD jeg har liggende - men det skal lige være med den rigtige diff. olie.
3. Jeg skal forbi NAaK's rullefelt igen.

Men det skulle også være det!




(jacta est alea: Terningerne er kastet)

10 maj, 2008

Det er de små fejl...

der gør hele forskellen.

Jeg har været på jagt idag - efter den irriterende fejl der gjorde, at motoren ikke trak igennem ved de høje omdrejninger - det var lige somom den mistede pusten over 3.500 - 4.000 omdrejninger.

Jeg riggede en ny tændspole til, for at se om det kunne gøre en forskel, men inden jeg fik den sat i, kunne jeg da også skille den ad, der sad i bilen, for at se om jeg kunne finde nogen åbenlys fejl ved den.

Som sagt så gjort. Jeg fik den skruet ud, og kom ind til platinerne ,kondensator og hvad der ellers sidder derinde.

Så var det jeg opdagede, at der var en brun streg helt i bunden af fjederen der holden den lille svingarm ind mod akslen - den der åbner og lukker platinerne - alle der har kikket ind i en strømfordeler ved hvad jeg taler om.

men da jeg fik den skilt ad var det helt tydeligt brændt igennem - så den har korsluttet hele tinde - og det slår åbenbart mere igennem jo flere omdrejninger motoren kører, hvad ved jeg. Jeg havde heldigvis en reserve strømfordeler med samme type fjeder (type 45 - i flg. Palle) liggende, så jeg fik byttet rundt på tingene og vupti - det kører. Jævnt og villigt op i omdrejninger - og som side gevinst er min omdrejningstæller faldet til ro og viser nu roligt omdrejningerne - den stod og kørte frem og tilbage - det er klart, den får jo signalet dernede fra.


Mit andet projekt idag var hævning af bilen.

Igen har Thor Flade været bilens redningsmand. Det er altså fedt når man ringer til Thor for at vende et problem med ham - der er altid hjælp at hente. Denne gang har han lavet et par drejede ringe til at lægge over begge fjedre. Han lavede et par beregninger der viste, at ringene skulle være 15mm tykke, for at gi' en hævning af bilen på 25mm - og det holdt stik. Nu har jeg 103 mm frigang, hvor jeg skal ha' 100 - helt perfekt.

Stor tak til Thor!

08 maj, 2008

Jeg har haft besøg

Af en journalist fra Vejle Amts Folkeblad og det er der kommet en fin side ud af.

Jeg havde henvendt mig til avisen for at høre om de ville med til at gøre opmærksom på vores bagagerumsmarked, men Gorm, avisens motorskribent, synes det var sjovt at tage udgangspunkt i raceren, og så ad den vej gøre reklame for markedet!

Download


04 maj, 2008

Den der smør' godt...

Nu tror jeg på motoren - jeg har brugt noget af dagen på at lave nogle små justeringer - f. eks skifte en helt ny benzinslange der simpelthen gik i opløsning - pludseligt kunne jeg lugte benzin, og fandt med det samme ud af, at benzinpumpen sendte benzinen lige ud i bagagerummet. En ny slange var faldet fra hinanden - alle lag kunne trækkes ud af strømpen, hver for sig - mystisk!

Men det er lavet og det kører.

For at køre skal man jo også smøre!

...og the Green Midget kommer til at køre på Millers Oils - som netop har fået en dansk importør:

MG Center i Støvring

Det sortiment de har er ikke set så omfattende i Danmark før. Der er special-olier til alle afskygninger af gamle biler, og et helt specielt sortiment til motorsport.

Importøren vil senere i år kunne mødes rundt omkring i landet til diverse arrangementer - bl. a. til Københavns Grand Prix.

Der kommer lidt senere noget her på siden om olien - med spændende ser det ud.

03 maj, 2008

Ny sponsor

Så vil jeg gerne byde velkommen til en ny sponsor - Vinding-gruppen et ejendomsinvesteringsfirma der ligger lidt længere nede ad vejen hvor jeg bor.

Historien er, at jeg engang for længe siden lavede en folder om mit projekt, som jeg sendte ud til nogle lokale virksomheder. Flemming fra Vinding gruppen reagerede ret hurtigt - han syntes jeg skulle ha' lov til at se en "rigtig" bil. Det viste sig, at han har en Big Healey i meget fin renoveret stand. Så vi var ret hurtigt på talefod, og han kikker ind i garagen i ny og næ - det er ret hyggeligt når vi får lidt snak og en øl.

Så enden på det blev her i sidste uge, at de har fået deres navn på bilen.

Det skulle pludseligt gå stærkt da jeg samme dags eftermiddag skulle have besøg af en fotograf fra Vejle Amts Folkeblad. I forbindelse med vores bagagerumsmarked den 17. maj, skriver VAF en lille artikel om raceren, som indgangsvinkel til vores arrangement.

Højtryk i Danmark

...og et lokalt højtryk i garagen i Vejle

Jeg har fået lagt min "nye" motor i her de seneste dage, så mens de andre morer sig på Knutstorp (ØV) fik jeg liv i motoren idag.

Og lad det være sagt med det samme - de to udgaver af samme motor er som nat og dag - der er noget mere skud i den nu.

Jeg er spændt på om jeg får den til at holde - kompressionstesten forløb som følger:

Cylinder 1 - 202 P.s.i.
Cylinder 2 - 201 P.s.i.
Cylinder 3 - 201 P.s.i.
Cylinder 4 - 202 P.s.i.

Hvilket omregnet svarer til i omegnen af 13,79 Bar - det er da et lokalt højtryk.

Jeg har kun prøvet at slippe koblingen op ad indkørslen og ned igen - men der er nogle flere kræfter bag.

Så har jeg fået installeret den obligatoriske ildslukker i godkendt beslag.